De første dokumenterede psykiatriske videokonsultationer går tilbage til 1959. Teknologien dengang havde meget lidt til fælles med dagens sikre videoplatforme, men grundideen var den samme: Hvis den rette behandling ikke findes dér, hvor mennesket befinder sig, kan teknologien bringe behandlingen tættere på.

Det blev også udgangspunktet for mit eget arbejde i Danmark i begyndelsen af 2000’erne. Jeg arbejdede blandt andet med flygtninge og indvandrere, som ofte havde brug for tolk. Tolke kan være både nødvendige og værdifulde, men psykiatriske samtaler handler ikke kun om at oversætte ord. Tonefald, pauser, skam, humor, kulturelle referencer og traumatiske erfaringer kan være afgørende. Derfor opstod et enkelt spørgsmål: Hvis den rette psykiater befinder sig et andet sted og taler patientens eget sprog, hvorfor skal geografien så stå i vejen?

Jeg husker en tidlig videokonsultation i 2004 mellem Silkeborg og København. Patienten kiggede på skærmen og spurgte: “Kan hele Danmark se os nu?” Da hun fik forklaret, at forbindelsen var fortrolig, fortalte hun for første gang om et alvorligt traume, som hun tidligere havde været bange for at dele gennem en tolk. For mig blev det et meget konkret eksempel på, at fysisk afstand ikke nødvendigvis behøver at skabe menneskelig afstand.

I 2004–2005 udviklede og implementerede jeg en transkulturel telepsykiatrisk model i Danmark baseret på direkte sproglig og kulturel matching. I 2006 blev modellen udvidet i et Danmark–Sverige-samarbejde, hvor patienter i Danmark kunne møde psykiatere i Sverige på deres eget sprog uden rutinemæssig brug af tolk. Senere blev telepsykiatri en del af langt flere områder: udredning, behandling, opfølgning, second opinions, supervision og shared care.

Under COVID-19 blev verden tvunget til hurtigt at opdage noget, som feltet havde arbejdet med i årtier. Behovet for fælles standarder førte senere til WPA Telepsychiatry Global Guidelines, først publiceret i 2021 og omfattende opdateret i 2024. I dag taler vi meget om AI, apps og digitale tvillinger, men telepsykiatri er stadig relevant, fordi de gamle problemer består: afstand, mangel på specialister, ventetid og sproglige barrierer. Teknologien ændrer sig. Behovet består.