En digital tvilling lyder som science fiction, men idéen bruges allerede i andre dele af medicinen og undersøges nu også i psykiatrien. En digital tvilling er ikke en avatar eller en kopi af personligheden. Det er en digital model, der løbende opdateres med udvalgte oplysninger om et menneske – eksempelvis søvn, aktivitet, symptomer, medicinrespons og kliniske vurderinger – for at følge, hvordan helbredet udvikler sig over tid.
Det interessante er muligheden for at gå fra et øjebliksbillede til et forløb. Ved en konsultation spørger vi måske: Hvordan har du sovet? Har du været mere eller mindre aktiv? Hvordan har humøret været siden sidst? En dynamisk model kunne i princippet følge sådanne ændringer mellem konsultationerne og opdage, at et mønster er ved at flytte sig. Hvis søvn, aktivitet og social kontakt ændres samtidigt, kunne systemet eksempelvis foreslå, at det er tid til at se nærmere på situationen – ikke at en diagnose er bevist.
Her ligger både potentialet og problemet. Forestil dig en medicinstuderende, der i nogle uger læser til en krævende eksamen fra morgen til aften. Den studerende bevæger sig mindre, svarer sjældnere på beskeder og ringer måske mindre til familien. En algoritme kunne tolke det som social tilbagetrækning og faldende aktivitet ved depression. Men den studerende er måske blot optaget af eksamen. Et smartwatch eller en digital model kan registrere, at noget har ændret sig; den ved ikke nødvendigvis hvorfor.
Derfor skal digitale signaler altid tolkes i sammenhæng. Mere data giver ikke automatisk mere forståelse. Jo flere oplysninger en model bruger – journal, telefon, wearable, biologiske data – desto større bliver også spørgsmålene om samtykke, privatliv, ejerskab og overvågning. Digital twins i mental sundhed er fortsat eksperimentelle og langt fra rutinebehandling.
Den mest interessante mulighed er ikke at “kopiere” mennesket, men at opdage et tidspunkt, hvor tidlig hjælp stadig kan gøre en forskel. Resultaterne skal tages med et gran salt. Teknologien kan være meget værdifuld, men menneskelig vurdering er uvurderlig. Et godt princip er: Digitalt signal først. Menneskelig vurdering bagefter.
Relevant læsning
- Spitzer M, Dattner I, Zilcha-Mano S. Digital twins and the future of precision mental health. Front Psychiatry. 2023.
- Katsoulakis E, et al. Digital twins for health: a scoping review. npj Digital Medicine. 2024.
- Verhees FG, Wiest IC, Kather JN, et al. Blocking the Reflection: Milestones and Hurdles for Digital Twins in Mental Health. 2026.