Et smartwatch kan registrere søvn, aktivitet og puls, mens en smartphone kan registrere bevægelsesmønstre og ændringer i den måde, vi bruger telefonen på. Når sådanne data følges over tid, kan de måske supplere den psykiatriske samtale med information fra de mange timer, hvor personen ikke sidder i konsultationsrummet. Det kaldes ofte digital phenotyping.

Et eksempel er bipolar lidelse. En person sover normalt omkring syv timer og har et nogenlunde stabilt aktivitetsniveau. Over nogle dage falder søvnen til fire timer, aktiviteten stiger, og personen oplever samtidig mere energi. Ingen af disse oplysninger beviser i sig selv en mani, men kombinationen kan være et signal om, at noget er ved at ændre sig. Hvis signalet opdages tidligt, kan det give anledning til en samtale før en egentlig krise udvikler sig.

Det afgørende er ofte ændringen fra personens egen normaltilstand. For én person kan 3.000 skridt være en helt almindelig dag, mens det for en anden kan være et markant fald fra 12.000. På samme måde kan dårlig søvn skyldes begyndende sygdom, men også et spædbarn i hjemmet, nattearbejde, smerter eller en bekymrende livssituation. Sensoren ser ændringen; den kender ikke nødvendigvis årsagen.

Derfor er mere data ikke automatisk bedre behandling. Før man måler noget, bør man kunne svare på et enkelt spørgsmål: Hvad vil vi gøre anderledes, hvis denne information ændrer sig? Hvis ingen reagerer på et signal, har overvågningen begrænset klinisk værdi. Og hvis data indsamles passivt, skal personen forstå, hvad der registreres, hvorfor det registreres, hvem der kan se oplysningerne, og hvad der sker ved en alarm.

Wearables og telefondata kan i fremtiden blive nyttige som tidlige signaler om ændring, behandlingsrespons eller tilbagefald. Men et digitalt mønster er ikke en diagnose. Et ur kan måle, en telefon kan registrere, og en algoritme kan finde et mønster. Mønstret skal stadig forstås i et menneskes liv. Digitalt signal først. Menneskelig vurdering bagefter.