Digital psykiatri betyder ikke, at alle konsultationer skal foregå på video. For nogle mennesker kan en videokonsultation være den enkleste og bedste løsning; for andre er fysisk fremmøde nødvendigt. Det afgørende er derfor ikke at vælge side mellem “digitalt” og “fysisk”, men at vælge den kontaktform, der giver bedst klinisk mening i den konkrete situation.

Forestil dig en person med ADHD, som allerede er udredt og har startet behandling. En planlagt kontrol handler måske om effekt, søvn, appetit og bivirkninger. Den samtale kan ofte gennemføres fint på video, mens blodtryk, puls og andre nødvendige fysiske målinger foretages lokalt. For en anden person med en akut og ustabil tilstand, svær agitation eller behov for neurologisk undersøgelse vil fysisk vurdering derimod ofte være det rigtige valg. Video kan meget, men den kan ikke udføre en fysisk undersøgelse.

Video kan også mindske praktiske barrierer. En person i en mindre by kan slippe for flere timers transport til en specialist. En flygtning kan måske få kontakt med en psykiater, som taler samme sprog, selv om de befinder sig langt fra hinanden. Omvendt kan en dårlig internetforbindelse, manglende privatliv i hjemmet eller utryghed ved skærmen gøre samtalen dårligere. I psykiatrien kan et lukket rum, ro og oplevelsen af fortrolighed være lige så vigtigt som selve forbindelsen.

Derfor bliver hybrid behandling stadig mere relevant. Første samtale kan foregå fysisk, mens senere kontroller foregår på video; eller et overvejende digitalt forløb kan suppleres med fysisk fremmøde, når tilstanden ændrer sig. Valget behøver ikke være permanent. Det, der fungerede godt sidste måned, er ikke nødvendigvis det bedste i dag.

En god psykiatrisk samtale bliver ikke dårlig alene, fordi den foregår på video, og en dårlig samtale bliver ikke god, fordi den foregår i samme rum. Kvaliteten afhænger fortsat af faglighed, kommunikation, forberedelse og sikkerhed. Teknologien skal tilpasses mennesket – ikke mennesket til teknologien.