Virtual reality forbindes stadig mest med gaming, men i psykiatrien kan teknologien bruges til noget meget konkret: at skabe situationer, som en person har brug for at øve sig på, men som kan være svære at arrangere i virkeligheden. Når et VR-miljø opleves tilstrækkeligt realistisk, kan kroppen reagere med ægte uro, pulsændring og angst, selv om personen godt ved, at situationen er virtuel.

Tænk på en person med svær flyskræk. Klassisk eksponering kan kræve ture til en lufthavn og måske en reel flyrejse. I VR kan behandlingen begynde langt mere gradvist: først at stå i en virtuel terminal, senere gå om bord, sætte sig i flyet og til sidst opleve start og turbulens. Det samme princip kan bruges ved højdeskræk, edderkoppefobi eller social angst, hvor en person eksempelvis kan øve sig i at tale foran et virtuelt publikum. Situationen kan gentages, og sværhedsgraden kan tilpasses undervejs.

Pointen er ikke at flygte fra virkeligheden, men at øve sig på den under kontrollerede forhold. Det virtuelle miljø er et træningsrum. Det, der læres dér, skal efterhånden kunne bruges uden headset i det virkelige liv. Netop derfor er VR mest interessant, når teknologien gør en eksisterende, veldokumenteret behandlingsmetode mere praktisk, tilgængelig eller præcis.

VR undersøges også ved PTSD, psykose, rehabilitering og træning af sociale færdigheder. Men et flot digitalt miljø er ikke i sig selv behandling. Nogle mennesker oplever kvalme, svimmelhed, hovedpine eller desorientering, og intense virtuelle oplevelser kan i enkelte situationer øge angst eller andre symptomer. Der skal derfor være et klart klinisk formål, passende dosering og opfølgning.

Som med andre digitale værktøjer bør spørgsmålet være: Hvilket problem hjælper teknologien os med at løse? Hvis VR gør en ellers vanskelig behandling mulig eller lettere at gennemføre, kan den have stor værdi. Hvis den blot gør behandlingen mere teknologisk, er det ikke nok. Det virtuelle skal skabe værdi i den virkelige verden.