Er mobiltelefonen god eller dårlig for vores mentale sundhed? Gør sociale medier os ensomme? Og hvor mange timers skærmtid er for meget?

Det er forståelige spørgsmål, men der findes ikke ét enkelt svar, som passer til alle. Forskningen finder både negative, små og neutrale sammenhænge, og digitale medier kan samtidig give støtte, fællesskab, læring og mulighed for at udtrykke sig [1].

Forestil dig to mennesker, som begge bruger en time på deres telefon. Den ene taler på video med sin søn og sine børnebørn i udlandet og føler sig mindre alene bagefter. Den anden scroller gennem konflikter, sygdomshistorier og billeder af mennesker med tilsyneladende perfekte liv og føler sig mere urolig bagefter.

Tiden er den samme. Virkningen er ikke den samme.

Derfor er det ikke nok kun at tælle minutter. DID-modellen peger på tre forhold: Dosis – hvor meget, hvor ofte og på hvilken måde vi bruger digitale medier. Indhold – hvad vi ser, læser og deltager i. Disposition – hvem vi er, blandt andet alder, personlighed, livssituation og psykisk tilstand [1].

Sundhedsstyrelsen understreger også, at forskningen ikke har kunnet fastlægge én tidsgrænse, der passer til alle. I stedet bør skærmbrug ses i sammenhæng med søvn, bevægelse, fællesskab og trivsel [2].

DID-modellen er ikke en færdig sandhed. Den bygger på en narrativ mini-gennemgang og ikke på en systematisk analyse af al forskning. Dens styrke er først og fremmest, at den hjælper os med at stille bedre spørgsmål [1].